Decembernyt fra formanden

Ledelse – med eller uden effekt?
SFI har lavet en undersøgelse af ”skoleledelse i folkeskolen”, hvor anden del, der netop er udkommet, omhandler ”ledelse, læring og trivsel i folkeskolerne.”
Uddrag:
”Der er negativ sammenhæng mellem høj lederuddannelse (diplom eller master kontra ingen lederuddannelse) og lærernes trivsel. Sammenhængen er dog noget usikker.” (s. 66)
 
”Imidlertid er det ikke i denne undersøgelse muligt at finde forskel på betydningen af
lederuddannelse på højt niveau (diplom- og masteruddannelse) og kortere lederuddannelser eller -kurser.” (s. 66)
 
”På skoler med skoleledere med diplom- eller masteruddannelse i ledelse synes lærertrivslen således dårligere end på skoler med skoleledere uden nogen lederuddannelse.” (s.65)
 
Det er aldeles tankevækkende og grotesk at øget lederuddannelse skulle forværre lærernes trivsel. Sammenholdt med det faktum at den samlede specialundervisningsindsats (med bl.a. kompetenceløft af lærerne) samlet set har været uden effekt, kan man med en vis ret spørge: ”Hvor uddanner vi os egentlig hen?”
 
Download undersøgelsen fra SFI’s hjemmeside:
http://www.sfi.dk/rapportoplysninger-4681.aspx?Action=1&NewsId=3243&PID=9267 
God fornøjelse med læsningen.
 
Knallertundervisningen
Som det fremgår af nyhedsbrevet fra Rådet for Sikker Trafik (på LU’s hjemmeside), er der lagt spor for koordinering af de nødvendige tiltag i forbindelse med overgangen til nye ordninger på knallertområdet.
LU har således ikke den udfarende rolle, men vi følger naturligvis udviklingen. I et krydsfelt af ”hvem der sender hvad til hvem” kan nogle føle sig lidt overinformeret. Men vi prøver at lægge et niveau, hvor alle stille og roligt kan følge med og samtidig være sikre på, at der ikke sker ting, som man ikke kan nå at planlægge sin virksomhed i forhold til. Som det fremgår af nyhedsbrevet, er det Rådet for Sikker Trafik, der er udfarende i forhold til kurser for knallertlærere, som vil blive afholdt i løbet af efteråret 2012.
 
Få en velfortjent juleferie
Jeg ønsker dig og din familie en glædelig jul samt et godt nytår.
Lad familien komme i højsædet. Arbejdet løber ingen steder, så det kan vente.
Vi har efterhånden fået en kultur, hvor vi mener, vi skal alting hele tiden. Lad roen tage over og se, om ikke også familien synes, at det er en god ide.
 

Med venlig hilsen
Jørn Hansen
formand